Fødselsberetning - Valdemar

I har nok regnet ud, at stilheden her på bloggen skyldes fødslen af junior? Han hedder Valdemar, og han kom til verden lørdag d. 19. september kl. 15.16. Han vejede 3350 g og målte 52 cm. Han har allerede taget meget på og er en sød og dejlig baby. I kan læse fødselsberetningen herunder. 

Valdemar

Fødselsberetning

Fredag d. 18. sept. kl. 02 om natten vågnede jeg med menstruationslignende mavesmerter. Efter nogle stykker, kom jeg til bevidsthed og gik på toilettet. Jeg blev glad og tænkte, at det nok var begyndende veer. Ved 7-tiden skulle jeg tisse igen, og der var en tegnblødning. På nettet kunne jeg læse, at flere skrev, at deres fødsler var startet sådan, og at de havde født kort tid efter. Så da Mikes vækkeur ringede 7.30, lå jeg og smilede til ham og sagde, at han skulle overveje at blive hjemme, for jeg troede, det ville ske i dag.

Veerne var bare ”hyggeveer”, og de tog kun lidt til i løbet af dagen. Så vi gik tur, spiste croissanter fra Emmerys og så Vild Med Dans om aftenen. Jeg var ved at blive utålmodig, men om natten gik veerne for alvor i gang, og jeg havde heftige, stabile veer fra omkring kl. 02 til 07 om morgenen, hvor slimproppen også gik. Jeg ringede til fødeafdelingen for at høre, om de mente, det var ved at være tid at komme ind. Mine veer varede 1-1,5 minut, og ve-pausen var 6 minutter. Jeg fik besked om, at jeg formentligt slet ikke var i åbningsfasen, men bare en ”langsom modner” – der skulle være 4 minutters ve-pause. Så hun syntes, jeg skulle blive hjemme og vente lidt mere. Jeg havde næsten ikke sovet  om natten pga. veer, og jeg var træt efter at have været i fødsel i over et døgn! Så jeg blev ked af det, og veerne gik i stå. Så støvsugede jeg lejligheden, så den var klar til barselsvisitter, spiste godt og forberedte mig. Sidst på formiddagen vendte veerne tilbage – med dobbeltkraft! Set i bakspejlet har det nok været overgangsfasen mellem åbningsfase og pressefase. Jeg rendte på toilet konstant, kastede op, og pludseligt kunne jeg mærke fosterhinden trykke sig frem mellem mine ben (vandet var nemlig ikke gået). Jeg ringede til Mike, som var i byen efter frokost, og han spurtede hjem (han kunne godt høre, at det var nu). Min lillebror var her i løbet af 5 minutter – klar til at køre os til Skejby. Nu var presseveerne begyndt, og efter at Mike havde løbet forvirret rundt i hele lejligheden og pakket taske, fundet lift og smidt champagnen i kølertaske, hjalp de mig ud i bilen. Jeg lå op ad Mike på bagsædet, og min lillebror har efterfølgende fortalt, at han var nervøs for, om jeg ville rive nakkestøtten af forsædet. Der var 2-3 presseveer i bilen, men eftersom jeg var førstegangsfødende, vidste jeg ikke, om det faktisk var presseveer, og om jeg var nok åben til at presse (hurra for teknikkerne fra Smertefri Fødsel – de hjalp mig til at holde igen).

Bilen blev smidt lige foran indgangen til fødeafdelingen, og vi gik ind. Receptionisten så forbavsende rolig ud, tog sig god tid og sagde, at vi skulle op ad trapperne til 1. sal. Det kunne jeg ikke overskue, og jeg tænkte, at hun var irriterende. Men jeg fik fremtvunget et smil og begyndte opstigningen. Midt på trappen fik jeg en ve, og jeg knækkede helt sammen og sad og brummede – fuldstændig som på film. Mike kiggede på mig og afventede ordrer. Jeg var ved at være bange for, om det skulle ske dér midt på trappen, så lidt skrapt fik jeg sagt, at han skulle gå ind og finde én! Mens jeg sad dér, kom der en anden jordemoder og hjalp mig videre efter presseveen. Vi blev taget imod på en stue af en sosu-assistent og en sygeplejerske kl. 14.00, som fortalte, at jordemoderen, der skulle undersøge mig, lige var ved at afslutte en anden fødsel, og at der nok ville gå 10 min. Jeg blev lagt op på briksen, klar til undersøgelse. Igen fik jeg en presseve, og den lyd, jeg kom med, lod de til at genkende. Så de fik hentet jordemoderen i en fart. Jeg blev undersøgt hurtigt (jeg havde været spændt på, om det gjorde ondt, men det gjorde det overhovedet ikke). Det viste sig, jeg var helt åben og klar til at presse. Jordemoderen spurgte, om jeg havde nogle bestemte ønsker til fødslen. Jeg havde lavet en ønskeliste, som det var meningen, at jordemoderen skulle have haft og læst i ro og mag (akupunkter, føde i vand, at Mike tog imod, sen afnavling osv.). Men det eneste, jeg kunne se, gav mening, var ønsket om at føde i vand. De gik med det samme i gang med at fylde karet, og jeg kom i vandet 10 minutter senere. Lækkert! Mike var den bedste støtte, og han hjalp med at presse imod ved hver presseve og gav mig isvand af sugerør i pauserne. De presseveer kom helt bag på mig. Mange kvinder har fortalt, at det er fedt at nå til pressefasen, for så kan ”handle”, hvilket man ikke kan ved veerne. Jeg tror, jeg havde haft brug for at være kommet ind på sygehuset tidligere og få en mere glidende overgang til pressefasen, end at blive kastet lige ind i den. Det gjorde sgu pisseondt – det var bestemt ikke smertefrit! Pludseligt åbnede jeg øjnene, og vandet i badekarret var helt rødt. Jordemoderen sagde, at enten skulle jeg føde ham på næste ve, eller også skulle jeg op på et fødeleje, så de kunne holde øje med blødningen. Jeg kunne mærke hans isse mellem mine ben, og jeg var slet ikke klar på at skulle flyttes. Så der blev presset igennem på næste ve! Kl. 15.16 var junior født - fem kvarterer efter ankomsten til sygehuset. Det var selvfølgelig helt ubeskriveligt, forløsende og skønt at få det lille menneske op på brystet. Eller store menneske! Det var faktisk ufatteligt, at han har været inde i maven og kunne klemmes ud!

Vi havde aftalt, at vi gerne ville hjem ambulant (få timer efter fødslen), hvis fødslen gik godt – på den måde kunne vi få en rolig start i hjemmet. Men det viste sig, at jeg skulle sys temmelig meget (her tæller vi ikke sting, men tid – det tog en time). Og så mistede jeg 1,4 liter blod, hvilket betød, at jeg skulle have drop og blodprocenten holdes øje med. Så vi blev på sygehuset nogle dage, hvilket vi slet ikke var kede af. Personalet var så søde, hjælpsomme, og man har så utroligt mange spørgsmål som nybagte forældre...

Utålmodigheden bankede på, da vi ramte terminsdatoen

Champagnen var klar (vi fik dog aldrig drukket den på sygehuset grundet mit blodtab og den timelange "reparation".
Så vi fejrede hans 1 uges fødselsdag med et glas i stedet)...

Barselsbesøg på sygehuset

Klar til at komme hjem