Farmor

Da jeg var lille, var jeg ofte på besøg hos mine bedsteforældre i skoleferier (for med tre brødre derhjemme, stod den enten på fodbold i haven eller lego i stuen, så jeg flygtede). Hos min mors forældre blev vi forkælet med slik og film og fik lommepenge at gå i Brugsen med – så købte vi nutella til morgenmaden og makrelsalat til frokosten, for det måtte vi ikke få derhjemme. Hos min fars forældre, var vi med på farten – vi skulle med i genbrugsbutikken, hvor de var frivillige, med bedstemor på kaffebesøg ved ældre borgere, hun var besøgsven for, med på lange cykelture, og meget andet. Fars mor lærte mig at strikke. At lave agurkesalat. Og Fars far lærte mig at lave rosenstiklinger og spille et par melodier på harmonika. Man skulle hjælpe med opvasken hos dem, og godtnok var der dessert hver dag, men til sammenligning med min mors forældre, var de lidt nærrige med snolleren, når vi var på ferie (det til trods for min bedstefars baggrund som bolsjekoger og de fyldte slikdåser). Men jeg nød at være på ferie hos min fars forældre. Og efterhånden som jeg er blevet ældre, har bedstemor og jeg virkelig fundet hinanden. Det begyndte allerede i min pubertet, hvor bedstemor (til trods for, at hun ingen døtre har selv og at hendes egen pubertet forekom under 2. Verdenskrig) tog sig tid til at lytte og trøste en dag, de var på besøg. Det vil jeg aldrig glemme hende for.

Nu ringer bedstemor stadig og lytter og spørger… flere gange… for hun er dement nu. Ikke fremskreden, men nok til, at hun under en telefonsamtale får spurgt om det samme tre eller flere gange. Hun har et temmeligt ironisk forhold til sin demens, og selvom der kan være dårlige dage, hvor ”huskeren” slet ikke fungerer, kan hun andre dage grine og sige: ”Det må du da ikke spørge om, det kan jeg virkelig ikke huske!”. Hun ringer og ønsker tillykke på den forkerte dag, eller ringer og siger ”tak for brevet”, selvom det er en måned siden, hun sidst modtog ét. Hun har huskelapper liggende over alt. Og så har hun en besøgsbog, hvor vi besøgende skal skrive i, når vi har været der – så kan hun slå op i den og blive glad over alle de besøg, hun får. Hun har det skønt på plejehjemmet og får et lille glas vin og en snaps med sine veninder i TV-stuen hver aften. Hun får god mad – det er tydeligt – for hun er vokset fra en lille størrelse 34 til størrelse 44. Nu ligner hun en ”rigtig” bedste. Hun strikker stadig til Røde Kors, og nu har hun selv glæde af besøgsvenner. Hun kommer ikke meget uden for døren længere. Der er ikke så meget fart over hende, som dengang da jeg var lille. Hendes cykel fik min svigerinde for nogle år siden – den blev erstattet af en stok og en rollator. Men hun har det godt på plejehjemmet. Og hun er glad og god. Og hun glæder sig til sit 7. oldebarn…