Som lille gik vores familie tit tur i skoven om søndagen - ofte lige efter morgenmaden, midt i Snurre Snups Søndagsklub, hvilket var til stor irritation for min lillebror.
Nu nyder jeg selv at gå tur i weekenderne, og igår lokkede jeg min kæreste med på en længere gåtur i det smukke efterårsvejr (når jeg lokker med kaffe, er han med på det meste). Vi gik ad Risskovstien ud til skoven og fik kaffe og kage på det idylliske
Sjette Frederiks Kro. Vi blev - som altid - mødt af venligt og smilende personale, selvom kroen var vel besøgt af andre gående, gæster til et barnedåb osv. Kageudvalget var ikke stort, men godt! Tjeneren fortalte, at der var lagkage og chokoladetærte - og så var der hindbærsnitter. Mit ansigt må have lyst op af glæde, idet han sagde "hindbærsnitter", for da vi senere havde afgivet bestilling på et stykke lagkage, et stykke chokoladetærte, en kop kaffe og en kop varm chokolade, kom han trissende med en lækker hindbærsnitte til os: "I må lige smage og give mig jeres mening om dem", sagde han. Mums. Gode og velsmagende hindbærsnitter - det havde vi også regnet med, for køkkenchefen på kroen har tidligere arbejdet på
Sigfreds, hvor han lavede nogle fantastisk gode hindbærsnitter! Da vi havde nydt den, afgivet vores mening og delt en halv kande kaffe, kom chokoladetærten og lagkagen, og vigtigst; min varme chokolade. Flødeskummet kom ved siden af, så man rigtigt kunne se den fede chokolade svømme i koppen. Den var fantastisk kraftfuld og tung - lige som jeg kan li' den. Det er virkelig Aarhus' bedste varme chokolade! Det er bestemt ikke sidste gang, vi går til kroen og får kaffe og kage en søndag eftermiddag. Bestemt ikke.
 |
På Risskovstien |
 |
Udsigt over havnen og Aarhus fra Riis Skov |
 |
Lavtstående efterårssol |
 |
Min yndlingsfarve er november! |
 |
Othello-lagkage, når det er bedst |
 |
Lækker chokoladetærte! Eneste minus var, at de havde tilsat rosmarin til æblekompotten ovenpå - lidt specielt. |
 |
Verden bedste varme chokolade! |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar