I dag stod den på hjemmelavet franskbrød til eftermiddagskaffen |
Kurvebrød
2 stk.
8 dl koldt vand
10 g gær
1 spsk honning
5 tsk salt
50 g hørfrø
650 g hvedemel
300 g rugmel
2 hævekurve
Fremgangsmåde: Opløs gæren i vandet. Tilsæt honning og salt. Blend hørfrøene lidt i en minihakker eller kaffekværn og tilsæt dem (hørfrø er rigtig sunde, men kroppen optager dem bedst, hvis de er let kværnet, har jeg ladet mig fortælle). Tilsæt mel og ælt på røremaskine i 15 min. Dæk skålen med husholdningsfilm og stil dejen i køleskabet natten over - gerne længere.
Del derefter dejen forsigtigt i to (der må ikke æltes og slås luft ud af dejen), og kom hver dejklump i en meldrysset hævekurv. Lad dem hæve ca. 40 min. under et fugtigt klæde - ikke for meget, for så kan de falde sammen under bagningen! Bag dem midt i ovnen ved 220 grader i ca. 35 min.
Tip: Det kan være svært at afgøre, hvornår store brød er færdige. Brug et stegetermometer til at tjekke - brødet er færdigt, når det er 90-95 grader varmt i midten.
To store, flotte brød - ét til fryseren og ét til eftermiddagskaffen... |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar