Tre uger til termin. Spændingen stiger. Tiden flyver.
Nattisseriet tiltager, og maven vokser stadig meget. Flere og flere begynder at
sige ”held og lykke”, underforstået at vi nok ikke når at ses igen inden
fødslen - så er det pludseligt tæt
på! Men det gør slet ingenting, for jeg glæder mig! Dagligt mærker jeg juniors
dansen derinde, hikke og små og store spark som reaktion på berøring af maven.
Der er masser af interaktion, og jeg holder allerede så meget af ham. Det er
mærkeligt at holde af en lille fyr, som man ikke engang ved, hvordan ser ud.
Flere af de andre kvinder fra fødselsforberedelsesholdet har
født. Men jeg prøver at nyde den sidste tid som gravid, velvidende at der nok
går flere år, før jeg er gravid igen.
Jeg er jo opvokset i Vestjylland, hvor der mildest talt ikke
bor mange unge mennesker. Så når jeg som lille så en kvinde i byen med stor
gravid mave, syntes jeg, det var helt magisk! Det var så fint og specielt –
nærmest sjældent. Jeg kan stadig blive helt betaget, når jeg ser en forbipasserende
gravid i Aarhus (selvom der er mange deroppe!), og så må jeg lige knibe mig
selv i armen og huske, hvor heldig jeg er, nu selv at gå rundt med en kugle
magi i maven. Jeg er ganske vist træt og overskuddet er ikke-eksisterende, men
jeg har det godt og er rigtig glad.
Vi er så småt ved at være klar til juniors ankomst.
Puslehylden skal hænges op, barnevognen skal lige til Aarhus, og så skal jeg
have købt amme-BH osv. Men mentalt er vi begge ved at være helt klar, og Mike
og jeg har snakket meget om ønsker til fødslen, vores bekymringer og behov. Så
det, der fylder mest for Mike lige nu, er, hvordan han skal holde champagnen
kold på sygehuset, så den er klar til skål, når junior er født. Den bekymring
skal man selvfølgelig ikke underkende, men det er dét niveau af bekymringer, vi
snakker, så jeg er fortrøstningsfuld…
Billederne er fra uge 35.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar