Sne

Hvad mere kunne man ønske sig end at stå op julemorgen til et sneklædt landskab? Det vakte min barnlige glæde, og jeg havde ikke tid til morgenmad, før jeg måtte ud i sneen – så jeg snuppede blot en appelsin på vejen. Jeg blev indhentet af min lillebror, som heller ikke tog sig tid til morgenmaden, inden en gåtur i sneen. Den skulle jo nødigt nå at tø, mens vi spiste morgenmad…

Vi fik os en snak om barndommens vintre. Om kælkebakken, som var helt udkørt, når vi nåede slutningen af januar. Om køkulturen på toppen af bakken. Om brækkede arme og blodnæser. Om ishockey på skovsøen. Om at spise sne. Og om de, der var uheldige at spise gul sne… At Simons kinder altid var rødsprængte om vinteren og skulle smøres med fed creme. Om den vinter, hvor der var så meget sne, at sneryderen samlede et kæmpe snebjerg på parkeringspladsen ved siden af vores hus. Vi byggede en sneborg, som til forveksling ligner Rip Rap og Rups borg fra Disneys Juleshow. Vi byggede igloer i sneen – opbygget af hundredvis af snebolde. Vi snakkede om den nat, hvor Simon fik lov at køre salt ud med sin ven og hans far. Vi fik også vendt de forskellige meninger om, hvilket sne der egner sig bedst til snebolde. Og vi talte om den fastelavn, hvor der lå så meget sne, at det gik vores storebror til navlen, mig til brystet og Simon til halsen. Det var snestorm den dag, og han var ved at flyve væk – forklædt som kylling. Kønt syn.

Selvom vi er blevet ældre, er vores glæde for sne ikke blevet mindre. Der er ikke noget så skønt som at vågne en morgen og blive overrasket over et snedækket landskab. At se sne dale stille ned og glædes ved lysrefleksionen. At høre sneen knitre under støvlerne. Sne er vidunderligt – og det vækker dejlige minder.