Historien om min bedstemors kagedåser

Min mors mor var en stor og hjertelig dame. Som børn kaldte vi hende "store bedstemor", fordi hun var både tykkere og højere end bedstefar (som hed "lille bedstefar"). Der var altid matador mix i skænken i stuen, is i fryseboksen, sodavand i skuret og småkager i kagedåserne - I kan nok høre, det var et paradis for små unger. Kagedåserne stod i et højt skab i køkkenet, som duftede sødt af hjemmebagt brød og marmelade. Oftest var der fedtebrød eller kyskager at finde i dåserne. Som lille forelskede jeg mig ikke blot i kagedåsernes indhold, men også i de smukke, patinerede gamle dåser. En gang, hvor jeg var på ferie hos bedstemor, foreslog hun selv, at jeg kunne skrive mit navn på en lap papir og klistre det under bunden på dåserne, så jeg kunne få dem, når hun var død. Det syntes jeg var en vidunderlig idé, og som andre 11årige reflekterede jeg ikke videre over, at bedstemor på et tidspunkt ikke ville være der mere. Så jeg gik igang med papirlapper og klisterbånd. Min mor griner stadig af den overraskelse, hende og hendes søskende fik, den dag de tømte huset efter bedstemors død - der stod simpelthen "Annemette" under de kagedåser, jeg skulle have. Det var min og bedstes plan, og den kunne de jo ikke modsige mig. Så jeg fik kagedåserne. Den dag i dag står der stadig "Annemette" under bunden af dåserne. Og mor og jeg griner hver gang, vi ser det.
De er næsten altid fyldte - i store bedstemors ånd. I dag har jeg bagt vaniljekranse til én af dåserne.

Bedstemors kagedåse

Hjerteformet vaniljekrans