![]() |
1: Bål i bålgryden 2: Udsigt over havet mod Aarhus havn 3: Bo og Mike ved havebordet, godt pakket ind. |
Det er mildt uden for, årstiden taget i betragtning, og det har været dejligt vejr i dag - ingen regn og nærmest ingen vind, og solen har tittet frem mellem lammeskyerne af og til.
Efter morgenmaden cyklede vi til stranden i Risskov og gik tur langs vandet og i skoven. Da vi kom hjem bagte jeg boller, og vi blev enige om at lave bål i haven og nyde dem der. Vores nabo Bo gik og hyggede sig inde i sin hule, og jeg kunne se, at brændeovnen var tændt. Vi spurgte ham alligevel, om han ville drikke en kop kaffe og spise boller med os - det ville han selvfølgelig gerne. Vi fandt havehynder og tæpper frem, kogte vand til kaffe og tændte op i bålet, mens bollerne bagte færdigt.
Det blev en hyggelig 2-3 timers eftermiddagskomsammen på terrassen, og det var rigtig skønt, for det er jo ikke meget, man ser til hinanden om vinteren, fordi man gemmer sig inden døre.
Da vi lagde tæpperne sammen og slukkede bålet, grinte vi af, at det var 4. januar, at havehynderne kom frem første gang dette år...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar