Introvert

”Verden støjer, og den har brug for din eftertænksomhed og ro”

I dag var min kæreste og jeg på biblioteket, og jeg faldt over den nye bog ”introvert”. Jeg har læst om den på forfatterens egen blog og tænkte – lidt skeptisk – at jeg ville give den en chance. Skeptisk, fordi forfatteren, Anna Skyggebjerg, hverken er psykolog eller har anden faglig relevant grundlag for at skrive bogen – men hun er selv ”introvert”. Det skulle vise sig, at jeg slugte bogen på kun to timer…

Introverte personer

Introverte er kort sagt personer, som får energi af at være alene, mens ekstroverte er personer, som får energi af at være sammen med andre mennesker. Introverte er ofte lidt stille og indadvendte, betænksomme, tænker før de taler og har det ikke så godt i store forsamlinger, men bedre over en kop kaffe med en nærtstående, eller med sig selv. Introverthed og ekstroverthed skal ses på et kontinuum, og hver enkelt person har sin unikke plads på dette kontinuum – nogle er mere eller mindre introverte, andre mere eller mindre ekstroverte, og nogle lige midt imellem.

Jeg selv er helt klart mest introvert, men det har jeg først fundet ud af inden for de seneste år.

En ubehagelig oplevelse som introvert

Jeg nyder at være alene. Jeg nyder at stå op om morgenen og have stuen og TVet for mig selv. Jeg nyder at ligge på sofaen og læse en bog, at fordybe mig i kreative projekter, at dyrke yoga, meditere, at gå lange, stille ture i skoven, kort sagt: jeg nyder ro. Min far plejer at sige: ”Annemette, du er bare en Rasmussen”, når jeg frustreret fortæller om mit enorme behov for denne ”alene-tid” og for ro omkring mig. Jeg er altså ikke den eneste, der har det sådan – min far er eksempelvis selv typen, der har brug for at sidde alene på sit ”herreværelse” med lukkede øjne og koble af og bliver meget forstyrret, hvis TVet er skruet for højt op, eller hvis min lillebror hører højt musik på sit værelse.

Jeg havde det svært med at starte på universitetet og være så meget ”på” i Rus-ugen, at gå til fester, være i læsegrupper og gå i fredagsbar. Jeg kunne hurtigt mærke, at det ikke var noget for mig, selvom jeg i gymnasietiden ofte var i byen både fredag og lørdag og aldrig glippede en fest. I Rus-ugen så jeg nye medstuderende stå oppe på stole og borde og vrikke med hofterne til musikken, selvom deres ansigtsudtryk tydeligt afslørede, at de ikke var trygge i situationen.

Jeg kunne mærke i maven, at jeg ikke følte mig tilpas til festerne på uni, og jeg skammede mig, hver gang jeg meldte afbud – hvad var der galt med mig? Tidligere var jeg denne udfarende pige, som havde inviteret 150 gæster til sin 18 års fødselsdag, elskede at optræde og være på i skuespil og til modeshows, og nu ville jeg hellere spise god mad med nære venner eller drikke cocktails på en bar med min kæreste… alene.  

Jeg begyndte at acceptere mit nye ”jeg”. Men det var en svær proces – især når pigerne fra uni stillede spørgsmålstegn ved det. Men ligeså stille begyndte de at acceptere mig for den, jeg var, og det gav en dejlig ro.

Så nærmede nytårsaften sig sidste år. Vi var samlet til Mortens Aften hele familien og sad og fik and, og vi kom til at snakke om, hvad vi hver især skulle. Mine brødre og deres kærester skulle til store fester med alle sine venner, men min kæreste og jeg ville gerne bare være hjemme og spise noget dejligt mad og drikke god vin og ordentlig champagne – alene. Da jeg – måske lidt skamfuldt – fortalte det ved det store bord, udbrød min far bare: ”Annemette, det kan man da ikke!” og gav udtryk for, at jeg havde prakket Mike det på. ”Sådanne unge mennesker skal da feste med sine venner – ikke bare sidde hjemme og hænge!”. Jeg fik fremstammet noget i retningen af, at det da var lige meget, hvad andre mente, men vi skulle gøre, hvad vi havde lyst til. Og så gik jeg. Midt i mors lækre mad og familieidyl, som jeg havde set så meget frem, til. Jeg gik ud på toilettet, og jeg græd. Jeg kunne slet ikke stoppe. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor det rørte mig SÅ meget, og hvorfor jeg bare blev ved med at græde. Det var pinligt. De sad alle sammen derinde i spisestuen. Jeg gik op på gæsteværelset og græd – og til sidst kom mor op til mig og trøstede mig. Jeg tror bare, at jeg blev skuffet over, at min familie – og specielt min far, som jeg minder så meget om – slet ikke kunne forstå mig og syntes, jeg var ”forkert”.

Det var her, det gik op for mig, at folk som mig og Anna Skyggebjerg – de introverte – har noget at kæmpe med. Det kræver mod at stå ved sin introverthed og gå imod samfundets normer som f.eks. at samles til store, upersonlige fester nytårsaften. Ikke desto mindre har jeg flere venner, som har sagt, at de ville nyde at bruge nytårsaften alene med deres kæreste eller den nærmeste familie…

Om at være introvert i en to-værelses

Jeg husker tydeligt en ung teenage-pige, jeg mødte på et meditationskursus sidste år. Da vores lærer spurgte, om vi havde mediteret hjemme den seneste uge, sagde pigen frustreret, at hun aldrig kunne være alene – når hun lukkede sig inde på værelset, var der altid larm fra hendes mors dagplejebørn, eller en søskende, der lige bankede på for at høre, om hun ville have en toast med. Hele holdet grinede rigtig meget af den komiske sætning, men jeg har tænkt meget over det siden.

For introverte er det vigtigt med ro – en ro, der kan være svær at finde midt i en storby i en toværelses. Efterhånden har jeg lært, hvordan jeg finder ro: Jeg har ørepropper liggende på hylden i stuen, så jeg kan ”lukke al lyd ude”, når jeg har brug for ro. Min kæreste giver mig ro, når jeg siger, at jeg går i soveværelset for at meditere. Og så står jeg tidligt op og får min alene-tid hver morgen, inden min kæreste står op. Og jeg dyrker yoga og går ture.

Boks-tænkning

Anna Skyggebjerg skriver, at mange lader som om, de er ekstroverte (selvom de ikke føler sig tilpas med det), for at passe ind i et samfund, som hylder ekstroverthed. Hun påpeger, at det er okay, at melde afbud til større sociale arrangementer, når man ikke føler sig tilpas ved situationen, og at man skal ”stå ved sig selv og sin introverthed”. Det giver jeg hende helt ret i, men bogen er fyldt med ”taktfulde afslag” – forskellige sætninger og måder at afvise en invitation på, og dårlige undskyldninger til at forlade en fest tidligt – som; ”jeg har lovet børnene at være tidligt hjemme”. Jeg synes, hun fremstiller introverthed og ekstroverthed meget sort-hvidt, og jeg er bekymret for, at det kan blive en glidebane at boksere sig som ”introvert”. Efter min mening skal man lytte til sig selv og anerkende sin introverthed, men også huske udfordre sig selv – gøre nogle ting, som skræmmer én og deltage i arrangementer, som man måske ikke har så meget lyst til – det er min erfaring, at man får en større selvtillid og ikke mindst – flere oplevelser! Men selvfølgelig skal man stå ved sin introverthed – og emnet er vigtigt at bringe op i et samfund som vores. Jeg kan være urolig for, om nogle af de personer, jeg er gruppeleder for i socialfobigruppen overhovedet er socialfobikere. Er de i virkeligheden blot meget introverte og føler sig ”unormale” inden for vores samfunds ekstroverte idealer for, hvordan man bør være social? Søger de blot en accept og forståelse ved at blive diagnosticeret som socialfobikere? Man må huske, at alle mennesker er forskellige, og det er ingen skam at være introvert. Jeg synes, at Anna Skyggebjergs bog sætter fokus på et meget vigtigt emne, så læs bogen og bliv klogere på dig selv eller dine medmennesker, som er introverte. God fornøjelse.