tirsdag den 4. november 2014

Æbleskiver

Min børneven og jeg har meget tilfælles. Vi har begge ustyrlig god humor (synes vi selv), elsker varm kakao med flødeskum, at spille musik, café-besøg og strøgtur. Vi er begge vilde med Christopher - til trods for, at hun er 12, og jeg er 25. For en måneds tid siden havde hun forstuvet sin fod, så jeg fulgte hende ned til bussen. Hun kunne næsten ikke gå, og støttede sig til min arm. Pludselig hev hun fat i mig; "hey! Er det ikke Christopher, der går derovre!?", og inden jeg nåede at svare, var hun selv nået konklusionen om, at det måtte være ham, som gik på modsatte fortorv, og som et mirakel kunne hun sørme gå normalt! Skuffelsen indtraf, da det gik op for hende, at det altså ikke var den smukke sanger, som gik derovre, og så gjorde foden altså ondt igen. 
Nå, men udover Christopher, elsker vi også begge at bage. I dag kom vi ikke så langt med lektierne, da hun kom efter skole - vi bagte nemlig æbleskiver i stedet! 

Mmm - den skønneste duft!



De små piger fra 1.sal og deres far har lavet brombærmarmelade til mig -
den var perfekt til æbleskiverne!


Mens æbleskiverne bagte, holdt vi blindsmagning -
den er hun altid med på, for hun ved, at det er lækkerier, der skal smages på.
I dag skulle hun gætte, hvilken småkage, jeg bagte i søndags -
kan I gætte det?

Lailas æbleskiver (med tilføjelser)

ca. 25 stk

2 æg
1 spsk sukker
10 g smeltet smør (og lidt til panden)
1 tsk natron
1/2 tsk fint salt
3 dl kærnemælk
200 g hvedemel
Tilføjelser: 2 æbler (revet, gerne med skræl), 1 tsk kardemomme, 1 tsk hjemmelavet vaniljesukker

Fremgangsmåde: Pisk æg og sukker sammen. Rør smør, natron, kardemomme, vaniljesukker og salt i. Dernæst kærnemælk og revet æble, og til sidst sies melet i. Piskes blank og luftig. Steges ved middel varme (husk at jernet skal være helt varmt, og fyld gerne hullerne op). 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar