I weekenden havde vi arbejdsdag i andelsboligforeningen. Det har vi to gange om året - en gang i foråret, hvor der tilplantes og nusses, og en gang i efteråret, hvor der pakkes sammen og smides væk. Jeg ledte slagets gang i haven, hvor altankasser og krukker skulle tømmes og et nyt jordbærbed anlægges. Eftersom det er en mandedomineret forening med kun tre damer, går der hurtigt øl og pjat i den, hvis de ikke holdes i ørene. De skulle da også være to til at reparere ét trappetrin i opgangen og to til at gøre rent i vaskekælderen - så kunne vi damer stå for haven, som jo ellers er et masearbejde. Da hegnet skulle væltes i haven, stimlede alle mændene til - det lille hegn på to meter skulle de være fem mand til, og de gik helt i selvsving med brækjern og pustelyde. Men så var det også tid til en øl bagefter - det var jo hårdt mandearbejde, forstår I.
I foreningen er vi åbne over for hinandens kreative påfund, og da sommerens roser skulle tømmes fra altankasserne, fik jeg den idé at lave et rosen-højbed i en gammel industrikasse, som jeg har fået fra min fars firma. Dén var de andre med på, og vi lavede huller i bunden, fandt plastik at fore den med og slæbte jord og sand der til. Det blev et meget fint, interimistisk bed.
Det var skønt efterårsvejr på dagen, og vi holdt generalforsamling i haven, mens ungerne gravede efter orm. Vi bestilte pizzaer, som vi spiste på terrassen - og vi sad og hyggede under tæpper lige til det blev mørkt.
Det nye rosenbed |
Den eneste plante, der "overlevede" vores havedag var chiliplanten Bishops Crown, som er smuk og ligner en biskophue. |
Mændene nyder "udsigten" efter at hegnet er væltet |
Øl er et must på arbejdsdagen - og mændene er ikke sene til at melde øl-pause |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar