Debat: Brugen af psykofarmaka i Danmark

Jeg var til den mest fantastiske, spændende og nærende debat i sidste uge! Mange hundrede – primært medicin- og psykologistuderende – var samlet om et spændende og betændt emne, og vi var alle helt høje, da vi gik der fra. Titlen var ”psykofarmaka i Danmark”, mere specifikt omhandlende brugen af antidepressiva og antipsykotika i behandlingen af depression. Debatten stod mellem Poul Videbech og Peter Gøtzsche.

Poul Videbech er speciallæge i psykiatri og professor ved AU. Peter Gøtzsche er dr.med., professor ved KU og leder af Nordisk Cochrane Center på Rigshospitalet, der kritisk gennemgår forskning i effekten af forskellige behandlinger, eksempelvis medicinsk behandling af depression.

Gøtzsche forholder sig meget kritisk til brugen af psykofarmaka og indledte med en eksemplificering af den korruption, der foregår inden for medicinalindustrien: Da den amerikanske medicinalvirksomhed Eli Lilly for flere årtier siden præsenterede det antidepressive middel fluoxetin (kendt som Fontex) for et udvalg af svenske psykiatere, blev medicinen nedskudt på stedet, og psykiaterne gik hovedrystende derfra – medicinen havde alvorlige bivirkninger, som depressive ikke burde udsættes for. Men Eli Lilly gav ikke op, og et par måneder senere tog de kontakt til én af selvsamme psykiatere og bestak ham til at få medicinen godkendt i Sverige – og det lykkedes for bare 100.000 kroner. Kort efter var medicinen på markedet, og flere lande fulgte trop. Og således gik det til, at alvorligt syge patienter blev fyldt med medicin, som psykiaterne i første omgang havde vendt ryggen til – et middel, som har alvorlige bivirkninger og ikke virker efter hensigten. 

Det var ikke en helt klassisk debat, for egentlig havde de mange fælles holdninger. De ønsker begge, at psykofarmaka bliver brugt mere forstandigt – og meget mindre! Hurra!

Peter Gøtzsche og Cochrane-fællesskabet gennemgår eksisterende forskning i psykofarmaka for at afdække, hvad brugen af psykofarmaka har af konsekvenser. Han fremviste forskningsresultater, der er baseret på dårlig og korrupt forskning, fordi medicinalindustrien selv står bag undersøgelserne eller støtter forskerne økonomisk. Skræmmende. Han pegede på, at medicinalvirksomhedernes kapitalistiske metoder og sundhedssystemet ikke passer sammen. Det hænger ikke sammen, at 100.000vis af mennesker hvert år fyldes med medicin, som slet ikke har den effekt, forskningen peger på, og i værste fald forværrer de sindslidendes tilstand. Meget forskning har antydet, at antidepressiva (lykkepiller) medfører en øget livskvalitet og mere ”lykke”. Men som Gøtzsche så rigtigt peger på, ved man ikke, hvordan patienten kunne have haft det, hvis ikke han/hun var kommet på medicin – oftest aftager depressionen naturligt med tiden. Desuden er der ifølge Gøtzsche intet forskning, som har kunnet påvise påstanden om, at depression skyldes en kemisk eller neuropsykologisk ubalance i hjernen, som kun kan behandles medicinsk – han mener, at det er medicinen, der skaber ubalancen, og at patienterne bliver direkte afhængige af medicinen, til fordel for den kapitalistiske medicinalindustri, som han ser som verdens største og mest dødbringende kriminalitetsproblem! Hvis det stod til ham, skulle medicinalindustrien nationaliseres, således at private kapitalister ikke kunne lege med folks liv og sundhed. På den måde ville medicin blive billigere, så verdens fattigste også kunne have råd til at blive behandlet. Han fortalte, at det koster omkring 3 mia. at udvikle et psykofarmaka, og de penge skal medicinalindustrien jo have i kassen igen, hvorfor medicinen både er dyr og oftest afhængighedsskabende.

Selvom Poul Videbech er psykiater, tror han generelt mere på psykoterapi end medicin. Han pegede på, at ved tilfælde af depression ser man en overmedicinering ved milde og moderate depressioner (som efter hans mening slet ikke bør behandles medicinsk, men snarere psykoterapeutisk) og en undermedicinering af svært depressive, som er den eneste gruppe, som kunne have gavn af antidepressiva/antipsykotika. 80% af al medicin, som bliver udskrevet til depressive, udskrives af praktiserende læger, som ikke er specialiserede i medicin og derfor ikke har tilstrækkelig viden på området. Det er kritisk, at så meget medicin fyldes på de forkerte. Peter Gøtzsche var egentlig enig i, at enkelte svære tilfælde måske kunne have gavn af medicin, men han stoler ikke nok på forskningen i medicinens effekt til at turde proppe det i patienter. Skræmmende.

Begge skammer de sig over, at man i et af verdens bedste velfærdssamfund har så lange ventelister i psykiatrien, at patienter må vente over seks måneder på hjælp og i mellemtiden må ty til medicin i mangel af bedre. De pegede begge på, at vi har brug for en grundlæggende omstrukturering af sundhedssystemet – at forebyggelse, eksempelvis psykoterapeutisk, i sidste ende vil være lige så billigt for samfundet som direkte behandling (dvs. medicinsk når patienter er blevet syge). Sygedagpenge, manglende skatteindbetalinger osv. kan minimeres gevaldigt, hvis der sættes ind tidligere, siger Videbech.

Lykkepiller er det folkelige udtryk for SSRI-præparater, som er en gruppe antidepressiv medicin. Videbech og Gøtzsche væmmes ved ordet ”lykkepiller” – Gøtzsche skar en grimasse. Medicinalvirksomhederne er klar over de slemme bivirkninger, medicinen har, men slører det bag udtryk, som patienten ikke forstår og derfor ikke er klar over. Er impotens og nedsat seksuallyst eksempelvis lykke? Næppe – i hvert fald bidrager det ikke til et lykkeligere parforhold. Ifølge Gøtzsche bliver ingen lykkeligere af lykkepiller, og Videbech er også kritisk over for den uforstandige brug. De ønsker at sætte fokus på brugen af psykofarmaka – og jeg bifalder deres mission! Den er hermed givet videre.

Læs en af Peter Gøtzsches artikler fra Politiken her.