onsdag den 20. august 2014

Elsker, elsker ikke

I Informations tillægssektion Bøger, lister kendte forfattere ting under overskrifterne ”Elsker” og ”Elsker ikke”. Jeg bliver altid glad i låget af at læse, hvad folk skriver under ”Elsker”, for det er sjældent dårlige ting. Og jeg griner tit ad tingene under ”Elsker ikke”, for det er oftest skøre, personlige ting. Måske bliver du også glad af at læse, hvad jeg elsker, og inspireret til at reflektere over, hvad der gør dig glad?

Elsker
En god kop kaffe, sommerregn, filosofiske snakke med far, at danse med min kæreste i stuen, morgendug, stilheden under en yogatime, en stille skov, brusende havvand, et kys i biografmørket, kolde kinder efter en tur i blæsende regn, gommens stolte udtryk ved synet af sin brud, juleaften, overboens 5årige fusser over trægulvet, feriefrihed, at læse min avis, at rejse, madtrylleri, Danmark – især det omskiftelige vejr, et grineflip, duften af stearin, at cykle til fiskehandleren, spise vaffelis om sommeren, at fejre det’ weekend, dufte, der vækker gode minder, at spille musik for fulde gardiner, at møde en gammel ven, at bage et godt brød, bare tæer i grønt græs, ildsjæles passion, kærlighed, at prøve noget nyt, et blink, barnlig begejstring, uldsokker på kolde tæer, babyhænder, terrasseaftener med naboer, bålets knitren, blomster, når en kollega overrasker med kaffe, at blive klogere, champagnemandag, hjemmestrik, decemberforventning, venner om middagsbordet, opstået fællesskab ved togforsinkelse, fulde kagedåser, at se hinanden i øjnene, et varmt knus, gensynsglæde, duften af sengetøj, familieforøgelse, lyden af et saftspændt æble, kanelduft, forårsfuglefløjt, duften af flæskesteg, bedstemors svar på et brev, et smukt digt, at dele opskrifter, kolde vinterdage i vinterjakken, bordskik, handlekraftighed, citronskal, en sprød croissant en søndag morgen, at tage højrøvede trusser på, når jeg er alene hjemme, sammenhold, når min kæreste fletter mit hår, når far driller mor, min fødselsdag, stjernestøv, romantiske øjeblikke, ekstralange og luftige dyner, hængekøjer, snekrystaller, godnathistorie, sommerbrise, billedskønhed, en god bog, stilhed, hybenrosenduft ved sommerhuse, økologi, velfærd, Frankrig, loppemarkeder, kultur, min mors humor, inspiration, familie, kærlighedserklæringer, værtindegaver, latter, gule rapsmarker.

Elsker ikke
Facebookafhængighed, nocialisering, pis på brættet, sand i bikinitrusserne, orm i æbler, måger, cigaretrøg, ubehøvlede kunder, utaknemmelige mennesker, at få våde sokker, madsminke, to-go-fænomenet (hvorfor tager folk sig ikke tid til at sætte sig ned og nyde kaffen i stedet for at jage rundt – det er blevet smart at se travl ud?!), stress, skriveblokade, trafikstøj, sure opstød, chili der overrasker, pulverkaffe, når folk siger ”det er videnskabeligt bevist”, Magasinsnobber, at butikker pynter op i oktober, kapitalisme, svaghed, når jeg opdager en ny rynke i mine forældres ansigt, at nogle ser ADHD som modefænomen, at man ikke må vinde over børn, gøende hunde, uopdragne børn, rumlende maver under yogatimen, og snorken under meditation, midaldrende kvinder som uddanner sig psykoterapeut, at tabe i spil, tøj der strammer om maven, lugten af prut, pæne piger med tatoveringer, religionsblindhed, braller, at miste balancen, grænseoverskridende mennesker, at blive forstyrret, når lårene klistrer til varm cykelsæde om sommeren, selvhøjtidelighed, når jeg bider negle, nærighed, forstyrret nattesøvn, tømmermænd som stjæler dage, når folk brokker sig over det danske vejr, plateau sko, reality-tv.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar