At sove længe, vågne og høre regnen tromme udenfor, og få friskbagte boller til morgenmad - det er lykken på en søndag.
De her koldthævede speltboller er nemme og smager fantastisk, og jeg vil våge at påstå, at de næsten er lige så sunde som rugbrød:)
Yndlingsboller - koldthævede speltboller, 30 stk.
1 l koldt vand
15 g gær
3 tsk salt
1 spsk honning
1 dl olivenolie
50 g hørfrø
1000 g speltmel (helst fra Aurion, for der er klid og kim ikke frasigtet, så det er sundest:)
Drys: Sesam, græskarkerner, birkes, hørfrø, solsikkekerner osv.
Fremgangsmåde: Opløs gæren i vandet, tilsæt de øvrige ingredienser, melet til sidst. Æltes på maskine 5-10 min. Stilles i køleskabet, dækket med film (min. 8 timer - jo længere, jo større "huller" i brødet). Næste morgen varmes ovnen op til 250 grader varmluft, og med våde hænder tages en klump dej (den størrelse bolle, du vil have), som dyppes i en skål drys af blandede kerner. Bages midt i ovnen ca. 15 min.
Tips:
- Smid en sjat vand ind i ovnen eller en isterning, så brødet får en lækker skorpe
- Dejen kan holde sig i køleskabet 3-4 dage, så du kan lave friskbagte boller flere dage i streg
- Dejen er velegnet til flutes
Ingen kommentarer:
Send en kommentar