onsdag den 19. februar 2014

Fedt, fup og flæskesteg

Et godt alternativ til krymmel og drys 

Kender I DRs programserie "Fedt, fup og flæskesteg"? Den er et par år gammel, men jeg tænker stadig meget over de temaer, de undersøgte, og min forbrugeradfærd skyldes i høj grad denne programserie. Temaer som dyrevelfærd i hhv. økologisk og konventionel landbrug, light-produkter og dansk versus udenlandsk mad og sprøjtegifte blev behandlet. Meget vidste jeg i forvejen, men specielt ét program bed sig fast - progammet om "madsminke". Efter jeg så det, er jeg begyndt at kigge på varernes indhold, og jo kortere ingrediensliste, jo bedre - og helst ingen E-numre. E-numre ved man ikke, hvad dækker over, medmindre man går rundt med E-nummerbogen i indkøbsnettet. Én af mine veninder, som er laborant, har fortalt, at E-numre ikke kun er "unaturlige" tilsætningsstoffer; et E-nummer kan f.eks. dække over en ingrediens som pulveriserede bønner. Men jeg har det bedst med at vide, hvad jeg spiser, og jeg kan ikke forstå, at der skal være fem forskellige E-numre i tortilla wraps, så nu bager jeg dem selv! Nogle E-numre, f.eks. E620 (glutaminsyre), dækker over såkaldte smagsforstærkere, som ligefrem kan give bivirkninger som hovedpine, svimmelhed, kvalme og kan føre til allergi! Det er altså ret utroligt, at man må komme det i maden.
I butikken solgte vi på et tidspunkt krymmel til kager. Ingredienserne var vand, sukker og syv forskellige E-numre. Det er nok lidt svært at fortælle sine unger, at der ikke skal drys på kagen, fordi det er usundt, så man må tænke alternativt. Her er frysetørrede bær og kakaonibs et fantastisk alternativ - jeg kommer det selv på fastelavnsboller og hindbærsnitter, og det har en dejlig smag. Da vi var på Hotel Fakkelgården havde de endda pyntet kagen med frysetørrede blåbær - lækkert.

Hindbærsnitter med frysetørrede hindbær som drys


Jeg appellerer til, at man forholder sig kritisk til det, man spiser. Økologisk mad indeholder meget færre E-numre end konventionelle produkter. I økologiske fødevarer er kun omkring 40 tilsætningsstoffer tilladt, hvor det er cirka 350 ved konventionelle. Og der er endnu færre tilsætningsstoffer tilladt i biodynamiske produkter.
Husk: Du bliver, hvad du spiser...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar