Hverdagslykke og morskab...: En kærlighedserklæring, nytår 2013/2014

"Magnum er perfekt til to - så længe det kun er den ene, der drikker" Gammelt ordsprog i Champagne.

En kærlighedserklæring

Min kæreste er min bedste ven. Vi har været kærester i over fem år, men har kendt hinanden, siden vi gik i 8. klasse sammen. Vi har det godt sammen. Rigtig godt. Vi kan snakke hele nætter, gå lange ture uden overhovedet at snakke, drikke os plørefulde og tage i byen sammen, bare os to. Vi elsker hinanden. Nytårsaften bestilte vi aarhusmenuen, som jeg hentede ved Peter Paris om formiddagen, mens min kæreste solgte nytårschampagne til fortravlede og forvirrede kunder, der lige skulle handle det sidste i byen til den store aften. Vi skulle bare være os to til spisning. Mig og min kæreste. Vi skulle have lækkert mad og noget fantastisk vin og champagne, som han har brugt tid på nøje at udvælge.

Det var en fantastisk, romantisk middag – tiltrængt efter en december måned, hvor der har været så meget overarbejde, at det er begrænset, hvad vi har set til hinanden. En god middag, en flaske Krug og en rød bourgogne senere, tog vi om til nogle venner, som var samlet til nytårsfest. Snakken gik, og vi skålede ved midnat.

Nogle timer og en del mere champagne senere, var jeg klar til at tage hjem. Jeg overgav mig efter at have kastet op to gange. Mike fik mig pakket ind i mit tøj, gav mig sko på – jeg dinglede. Han støttede mig på trappen ned fra 3. sal og tilbød mig at smide mig over skulderen og bære mig de 500 meter hjem, men jeg takkede nej – jeg tror ikke lige, jeg ville bryde mig om at hænge med hovedet nedad på det tidspunkt. Derhjemme holdt han mit hår, mens jeg kastede op endnu engang. Han sad og pillede hver eneste hårnål ud af den (tidligere) flotte frisure. Han tog øreringene af mig og fik mig puttet – med en brækspand ved siden af. Han stillede vand og hovedpinepiller klar til mig. Og jeg fik lov at sove i hans side af sengen. I morges serverede han som det første en cola for mig. Han er god ved mig.

I julegave fik jeg bogen ”Jeg er Malala”, og Malala skriver, at hendes folk, pashtunerne, ikke siger tak – de mener i stedet, man bør gengælde de gode handlinger og ikke blot slippe uden om ved at sige "tak". Det synes jeg egentlig er meget smukt, og jeg vil til enhver tid gengælde min søde kærestes betænksomme handlinger. Hvis jeg kan. For jeg har ved Gud grinet af ham nogle gange, når han har været så fuld, at han ikke har kunnet finde døren ud af soveværelset, så han kunne komme ud til toilettet. I stedet for at tage mig godt af ham. Og jeg har været træt af hans ynk og pjat. Men jeg vil gøre mit bedste fremover – for han er sådan en god, sød, hjælpsom og betænksom kæreste. Jeg vil forsøge alt hvad jeg kan at gengælde, men jeg vil også sige tak! Jeg er taknemmelig for ham og for hver dag med ham. Min hverdagslykke beror i høj grad på ham. Jeg elsker dig, skat. Tak.