Cheese cake med marabou-chokolade-bund |
I weekenden havde jeg fødselsdag. Jeg blev 24 år. Jeg var rigtig glad og havde egentlig ikke tænkt over, at det er lidt mange år, før min veninde skrev: "Tillykke, og velkommen til midten af tyverne". Så lød det pludseligt så voksent! Men jeg var hjemme ved mine forældre og følte mig som et lille barn - jeg nåede at vågne tre gange, før de kom med flag og sang fødselsdagssang for mig. Om aftenen var vi sammen alle syv søskende og svigerinder til fødselsdagsfest hjemme ved min lillebror. Han havde lavet stor lækker middag og cheese cake til dessert (mmm - han kender sin søster)!
Det var en skøn aften og en skøn fødselsdag!
Nu er der gået et par dage siden, og jeg har haft holdet fra uni på besøg til fødselsdagskaffe. De skulle selvfølgelig også forkæles med cheese cake - med chokolade!
Cheese cake i springform/tærtefad:
Bund:
75 gram smør
200 gram (fuldkorns)digestive kiks
100 gram lys marabou chokolade
Smelt smørret og tilsæt de knuste kiks samt den hakkede chokolade. Fordel blandingen i en smurt form. Lav derpå det mellemste lag, som skal ovenpå:
Mellemste lag:
400 gram naturel flødeost (f.eks. philadelphia original)
2 æg
100 gram sukker
Korn fra en halv stang vanille
Ingredienser piskes sammen til en ensartet masse. Massen hældes over kiksebunden og bages 20 min. ved 180 grader. Køles let af, før det øverste lag hældes på.
Øverste lag:
5 dl. creme fraiche (med fedtprocent over 14%, helst 38 % - det går også med en med lav, men det bliver ikke lige så godt!)
50 gram sukker
Korn fra en halv stang vanille
Ingredienserne til det øverste lag piskes sammen og hældes over kagen, som derefter bages videre 10 min. ved 180 grader. Det øverste lag skal være nogenlunde fast (jo lavere fedtprocent, creme fraichen har, jo mere "levende" vil kagen være efter 10 min., men bare rolig - den skal nok sætte sig i køleskabet!).
Kagen stilles i køleskabet en halv dags tid, før den skæres og pyntes. Jeg synes, at "ryggen" på min kage blev lidt grim, så jeg pyntede den med hakkede valnødder - men det kunne lige så godt have været hakket chokolade, hasselnødder eller andet.
God fornøjelse!
Jeg elsker cheesecake! - Og hvor ser din da lækker ud! Den ser ud til at minde rigtig meget om den opskrift jeg plejer at bruge, men hvor er den da flot pyntet :) Mums! Nå ja, så er jeg også ret imponeret over at din lillebror laver cheesecake til dig - du er heldig...
SvarSletJa, den er vist baseret på en helt almindelig Manhattan Cheese Cake. Synes det er så rart ikke at skulle bruge husblas eller andre dikkedarer :) Og ja, jeg er MEGA heldig ;)
Slet