En god taler

I weekenden var repræsentantskabet for Kræftens Bekæmpelse samlet til konference i Kolding. Der skulle være valg til hovedbestyrelsen, og Frede Olesen, skulle afgå efter 9 år som formand for foreningen. Frede er en virkelig inspirerende mand – menneskeligt og fagligt. Han holdt den smukkeste tale, jeg længe har hørt…

Rørt over de smukke ord, der var blevet sagt om ham, afskedsgaver og salutter, indtog han i går eftermiddags talerstolen med stor autoritet. Hans ellers altid rolige hænder rystede en smule, og stemmen bævede. Han var rørt over det fællesskab, han oplevede i vores organisation. ”Og hvad er det, der bringer os sammen?” spurgte han. ”Det er den forbandede sygdom!” og så bankede han i bordet og udtrykte sin vrede over for alle 500 mennesker i salen. ”Vi har alle mistet til sygdommen”, sagde han med et knæk på stemmen, efterfulgt af en kort tænkepause til lige at samle sig. Jeg fik billeder fra min onkels begravelse, hvor jeg spillede saxofon i kirken, og min far sad og græd under salmen ”Du som har tændt millioner af stjerner”. Og så sad vi alle i salen, som havde danset og festet i selvsamme sal natten før, og blev ramt af virkelighedens alvor. Der blev fuldstændig stille i salen, og tårerne løb ned ad kinderne på flere af os. Fredes tale gjorde virkelig indtryk. Og han har ret. Om end kræften er en frygtelig sygdom, så rykker vi tættere sammen i kampen.