tirsdag den 21. april 2015

Chokoladeboller

I weekenden var jeg på kaffebar med min veninde. Vi fik iskaffe og chokoladeboller, og det var en fornøjelse! Aldrig før har jeg tænkt på, at man kan bage koldhævede, grove chokoladeboller, som er virkelig lækre. Samme aften eksperimenterede jeg en dej frem, og jeg må sige, at de bragte lykke på morgenbordet søndag morgen og spredte den skønneste duft i lejligheden!
Se opskriften længere nede.

Iskaffe og chokoladeboller på La Cabra i Graven

Koldhævede chokoladeboller, 2 plader

 7 dl koldt vand
15 g gær
2 tsk salt
150 g chokoladeknapper, 70%
500 g hvedemel
250 g grahamsmel
100 g rugmel

OBS: Jeg lavede bollerne på slum, så det her er cirka-mål. Tilsæt evt. lidt mere vand eller hvedemel (ikke fuldkornsmel, for så hæver de ikke så godt).

Fremgangsmåde: Rør gæren ud i vandet. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør godt, til dejen er elastisk, ikke så flydende som havregrød, men heller ikke for fast. Lad den hæve i køleskabet mindst 10 timer. Bag dem midt i en 270 grader forvarmet ovn (ikke varmluft) i 15 min.


Tip: HUSK at smide en halv dl vand i bunden af ovnen, så de får en flot gylden skorpe. Jeg bagte den ene plade (som ses på billedet) med vand i ovnen, og den anden plade uden, for at se forskellen. Den plade uden vand i ovnen hævede ikke så flot og fik en mere grå og tør skorpe a la ciabatta!
Brug desuden økologisk mel - det hæver bedre, og det smager bedre :)




2 kommentarer:

  1. Hvor ser de lækre ud! Måske jeg skulle prøve dem i weekenden ��
    Og tak for en hyggelig dag.

    SvarSlet
  2. Tak! Det var da en god idé - så må du lige give tilbagemelding på blandingsforholdet :)
    Selv tak for en skøn dag!

    SvarSlet