Kælk

I morges vågnede jeg til lyden af knitrende sne under sko og sneskovle og -skrabere på fortovet (vi har soveværelse ud til gaden, så lyden var tydeligt). Jeg satte mig op med et sæt, for den barnlige glæde vældede frem - det sneede stadig uden for. Der var den dér specielle snestemning.

Det er efterhånden flere år siden, jeg har kælket, så nu måtte det være tid igen. Som lille elskede jeg at kælke. Vi boede op ad en skov, og så snart de første drys kom, skyndte jeg og mine tre brødre os ud i brændeskuret for at finde kælkene frem. Byens børn stimlede sammen, og køen på toppen af bakken blev længere og længere, og vi stod spændte og ventede på vores tur.

Min børneven er 11 år. Hun er begyndt at snakke om kærester, om klassens "snobber", om at være "sej", og i sidste uge spurgte hun til min mening om make-up, for hun mener, at hun da snart må være stor nok til at gå med den slags. Sidste uge frøs hun, da jeg hentede hende på Steiner-skolen, for det var koldt, og hun havde ikke overtræksbukser på - det går de seje nemlig ikke med, fik jeg at vide. Derfor var jeg lidt spændt på, om hun havde overtræksbukser på i dag, og om jeg i det hele taget kunne lokke hende med Botanisk Have for at kælke...

Men det kunne jeg! Hun havde flotte lilla overtræksbukser på, da jeg hentede hende, og hun legede sneboldkamp i skoven med alle de andre unger. Sneen vækker virkelig barnlige sind.
Vi havde en fantastisk kælketur - det var skønt.