For nogle uger siden smed vi Valdemar i bæreselen og tog på udflugt til Aarhus' hyggeligste legetøjsbutik, Askeladen. Det er et helt univers at gå på opdagelse i - hver kubikcentimeter i den lille butik er udnyttet. Uroer i loftet, biler på gulvet, kurve med bolde - skønt legetøj, som børn (og forældre) nemt bliver forelsket i. Ekspedienten var sød og hjælpsom og viste os en masse skønne ting, som en lille gut på fem måneder vil synes er sjovt. Min indgangsreplik var, at vi skulle finde noget legetøj, som ikke kedede ham, men at jeg ikke var til "Lamaze og Fisherprice plastik og farver". Jeg havde forestillet mig noget med lyd og lys, men ekspedienten vidste en hel masse om babyers udviklking og behov, og hun fortalte, at den lille fyr slet ikke er klar til blip og båt, men bare skal have noget, der kan gumles på og undersøges. Hun fangede hurtigt, at han er en lidt forsigtig fyr (ja, han blev bange for en lille uskyldig bamse-elefant, der truttede), så hun fandt nogle alderssvarende ting frem. Blandt andet nogle trækugler farvet med naturfarver (Grimm kugler) - det har siden vist sig at være det største hit, han er virkelig vild med dem! Vi købte også en sød delfin i træ, som kan afhjælpe de kløende gummer lidt. Den lille mus var skide dyr, men hverken Mike eller jeg kunne stå for den - man kan trække osten ud i en elastik, og så vibrerer musen sig vej tilbage til osten, og det syntes vi var sjovt. Der var mange søde ting, og vi fandt også noget madlegetøj til kusine Albertes fødselsdagsgave. Det er skønt med en lille specialbutik til børn også - med ting af god kvalitet og tanke for både miljø og børnenes sundhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar