søndag den 31. august 2014

Syltede pærer

Vores nabo har et stort gammelt pæretræ, som hænger tungt ind over hækken. De pærer, vi kan nå, er spist med stor fornøjelse. Den anden aften ville vi have syltede pærer med vaniljeis til dessert, så efter vasketøjet var hængt op på tørresnoren i haven, kom jeg op på skuldrene af Mike, for så kunne jeg nå en håndfuld af det grønne guld - lidt til desserten og lidt til madpakken. 

Syltede pærer, 4 personer

1 vaniljestang
1 øko citron
4 dl vand
1 dl rørsukker
4 små pærer

Fremgangsmåde: Skrab kornene ud af vaniljestangen og kom korn og stang i gryden sammen med citronen, som er delt i mindre stykker. Kom vand og rørsukker i gryden og kog lagen op. Skræl imens pærerne - lad blomst og stilk blive på. Kom pærerne i lagen, når den koger og lad det simre i 10 min. på lavt blus. Stil blandingen i køleskabet og lad pærerne trække i lagen - sørg for, at de er dækkede (eller vend dem af og til), da de eller bliver brunlige. Anret flot og server som "smukke Helene" med varm chokoladesauce og vaniljeis.
Perfekt sensommerdessert!


Syltede pærer med varm chokoladesauce, vaniljeis, hindbær og karamelliserede mandler

"Solsikke, solsikke, kig den anden vej.
Hvorfor skal du altid stå og kigge efter mig?
Luk dit brune øje i,
dit lange, dumme fæ,
mens jeg ta´r en pære fra
min nabos pæretræ"...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar