søndag den 27. juli 2014

Frokost på Sjette Frederiks Kro

Der er sket noget helt fantastisk i Aarhus.
Den gamle kro i Riis Skov, Sjette Frederiks Kro, er genåbnet! Den ligger i skovbrynet på skrænten med udsigt over Aarhus Bugt - fantastisk beliggenhed. Vi har tit gået tur i området, plukket ramsløg eller forelsket os i kolonihavehusene og har snakket om, hvor skønt det ville være at kunne dumpe ind til frokost en lørdag eller kaffe og kage en søndag eftermiddag efter en gåtur. Nu er den endelig åbnet, og med bravour! Vi tog derud lørdag til frokost - vejret var fantastisk, og vi sad under parasollen på terrassen i en skøn sommerbrise og drak champagne og fik fisk. Jeg fik håndpillede rejer med en skøn citruscreme, dildmayo og brød med den nok så moderne hjemmerørte creme af kærnemælk og brunet smør - den forelskede jeg mig straks i på Brøndums Hotel og har siden tillokket mig noget der ligner en opskrift på restauranten Le Coq i Latinerkvarteret. Tjeneren var fantastisk sød, venlig og hendes ukrukkethed tilførte stedet en charme. Hun spurgte: "Nå, hvad fejrer vi?", og vi blev enige om, at vi fejrede at have fri og vores kærlighed til champagne. Vi kunne ikke få nok af udsigten, så dessert og kaffe skulle der til. Mike lod sig friste af tjenerens entusiastiske dessertforslag - deres is i patentglas med sommerbær. Jeg skulle selvfølgelig have den traditionelle koldskål lavet på æg med hjemmelavede kammerjunkere og bær - skøn i munden og smuk for øjnene. Stedet kan virkelig anbefales! At sidde der og nyde livet... 
Som Mike siger: "Live a little!"     

Fantastisk udsigt fra terrassen

Sjette Frederiks Kro og Den Permanente


Kroen har sit eget ishus - med Hansen Flødeis.
Det må blive næste weekend, det skal prøves... Hvis jeg kan vente så længe...

Hjemmelavet koldskål i sommervarmen



Jeg havde ikke kamera med mig og har fundet billeder til jer på nettet -
her er et billede fra en fantastisk side for århusianske foodies - Aarhus Update Spiseguide

Ingen kommentarer:

Send en kommentar