![]() |
Havnens fiskehus |
Sidste sommer skrev jeg om vores champagne-mandag. I år må det blive champagne-onsdag, for Mikes nye fridag er onsdag. Igår havde han fri, og vi havde en rigtig hyggelig dag. Vi gik til fiskehandleren på havnen og købte frisk fisk til aftensmaden. Fiskehandleren gav os en smagsprøve på de nye sommerkrydrede fiskefrikadeller i hånden - og de smagte skønt - så vi blev fristet til at købe lidt ekstra fisk til frokosten og madpakkerne også.
I fødselsdagsgave fik jeg Claus Meyers Almanak med opskrifter på frokoster, mellemretter og middage året rundt - baseret på sæsonens nordiske råvarer. Den er vildt inspirerende, og han skriver, hvordan man i maj bør købe multe eller fjordrejer ved fiskehandleren, for de er i sæson, eller plukke skovsyre til salaten, for det er i sæson, eller lave en kage med rabarber, for....
I den ånd plukkede vi for førte gang i år rabarber i haven til aftenens dessert. Vi stegte tunbøfferne og spiste dem på terrassen om aftenen, og vi drak rosé champagnen dertil, som nøje var udvalgt fra skabet. Det var en skøn onsdag...
Tunbøffer, syrlig salat og Ruinart rosé champagne |
Rabarber-fool med vafler |
Rabarber-fool
2 personer
300 g friske rabarber
150 g sukker
1/2 stang vanille
Fløde
Evt flormelis
Fremgangsmåde: Hak rabarberne i stykker på 1-2 cm. Vend dem sammen med sukker og vanille. Bag dem i en 170 gader varm ovn i 10-15 min. De skal ikke blive helt møre, men have lidt bid. Køl af i køleskab. Anret kompotten i glas og server med flødeskum (tilsæt eventuelt lidt flormelis til fløden). Mmm!
Vafler
4 personerDette er de bedste vafler, jeg nogensinde har fået, og de får en flot, gylden farve og bager hurtigt.
250 g hvedemel
50 g mandelmel (fintblendede mandler med skal)
1 1/2 tsk bagepulver
1 stang vanille
Skal af 1/2 økologisk, vasket citron
3 æg
70 g smør, smeltet
4 dl kærnemælk
1 dl mælk
1/2 tsk salt
Evt. lidt kardemomme
Fremgangsmåde: Del æggene. Pisk blommerne sammen med citronskal og tilsæt de tørre ingredienser lidt efter lidt. Tilsæt smeltet smør. Tilsæt mælk og kærnemælk under grundig piskning, gerne med elpisker. Pisk hviderne stive sammen med saltet og vend dem til sidst i dejen. Bages på vaffeljern.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar