søndag den 6. april 2014

Aromatisk søndag




Igår mødtes jeg med min veninde i Herning, inden vi skulle i Kongrescentret og se Cats. Vi havde tid til en lang snak og en kop kaffe før forestillingen, og lejligheden bød sig til at vise mig én af Hernings perler - cafe Aroma.
Idet døren til caféen gik op, mødtes vi af den mest fantastiske duft - morgenkaffe, surdejsbrød, smørbagte kager, blomster, stearinlys, smil, morgenhygge. Mit første udbrud var "nøj, her dufter!". Cafeen lever virkelig op til sit navn... Det er sådan et sted, der virkelig tilfører Herning noget værdi. Jeg havde gået rundt i gågaden, inden vi mødtes, og jeg havde godtnok tænkt, at Herning var lidt trist - med en halvtom gågade på grund af vejarbejde og renovering, og regnvejret gjorde ikke byen mindre trist.
Men Aroma var en lille skøn oase for sig selv.
Folk sad stadigvæk og vågnede og nød en stille kop kaffe, inden de skulle videre med dagens gøremål og det til tider stramme søndags-program. Her var PLADS - en faktor som grundet høje huslejer og mange mennesker negliceres i Aarhus. Og stedet var hverken rutinepræget eller højeffektiviseret - hvilket i mine øjne er en dejlig ting. Derudover fungerede caféen som en lille specialbutik med en køledisk fuld af ost, et væld af bagerbrød, stort udvalg af kaffe og vin og meget mere. Deres hjemmeside er helt klart også et besøg værd - den er meget personlig, og de opdaterer med små blogindlæg indimellem, og så har de en netbutik, hvor man kan købe deres lækre specialiteter.

Aroma satte rammerne for en virkelig god snak med en virkelig god veninde. Det var simpelthen den bedste start på dagen, man kunne tænke sig, og jeg kunne sagtens finde på at tage toget helt fra Aarhus til Herning igen - blot for at nyde deres skønne brunch en sirlig søndag!




Billederne er fundet på nettet, da jeg holdt fri og ikke havde noget, der minder om foto/forevigelses-apparat med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar