søndag den 4. august 2013

Årets blåbær-høst

Den nye bærplukker i aktion

Allerede dagen efter vi kom hjem fra Frankrig
kriblede det i fingrene for at komme ud at plukke blåbær.
Vi havde købt en gammel fransk bærplukker på loppemarked dernede,
og den skulle stå sin prøve.
Min bror og svigerinde, kæreste og jeg fandt bærplukkere, poser og kurv
og gik til blåbærdalen for at plukke fuldmodne, lækre blåbær til
marmelade, grød, tærte og fryser.

Vi tog mine forældres hund, Berta, med i skoven.
Hun elsker skoven. Og hun elsker blåbær
og har indøvet sin helt egen specielle teknik,
hvor hun kan ribbe en hel gren for blåbær på nul komma fem.
Hun skal nok blive gammel med alle de "super-bær", hun spiser.
Den franske bærplukker var virkelig effektiv og
tog ikke blade og grene med, som nogle bærplukkere desværre gør.
Den var rigtig skånsom og bedre end nogen anden bærplukker, jeg har prøvet.

Klar til afgang

Min svigerinde og storebror -
der slåes knude på en fyldt pose,
mens bærplukkeren rengøres,
så den er klar til en ny omgang

Hjemad går det med lilla fingre og fire fyldte poser.

Blåbærene rengøres med det samme -
for de skal bruges til dessert

En lækker blåbærtærte!

Blåbærtærte


Grovtærtedej
150 gram mørk chokolade
500 gram mascarponecreme
50 gram flormelis
lidt vanilie
lidt saft fra en citron
400 gram blåbær


Fremgangsmåde: Bag tærtedejen i en tærteform ved 175 grader i 30 min. Hak chokoladen fint og drys det meste på tærtebunden, lige når den kommer ud af ovnen, så det smelter. Fordel den smeltede chokolade over hele bunden og stil den på køl. Rør mascarponecreme, flormelis, vanilie og citron sammen. Kom blandingen på tærtebunden kort inden servering og pynt med blåbær og resten af chokoladen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar