fredag den 25. december 2015

Glædelig jul

Julen flyver af sted. Julefrokoster, visitter, guf og god mad. Julen er indbegrebet af hygge. I år har vi fejret vores første jul sammen som lille familie – hos min svigerfamilie. Jeg har altid troet, at den første jul væk fra mine forældre ville blive svær. Men nej, jeg havde en rigtig dejlig juleaften – der er ligesom bare større og vigtigere ting nu (læs Valdemar), og jeg går ikke så højt op i, om der er mandler i risalamanden, hvilke sange, der bliver sunget om juletræet, og de andre traditionsdetaljer, som tidligere var så vigtige. Indtil videre har det været en rigtig dejlig og nærværende jul. Glædelig jul til jer alle sammen derude. 


Valdemar var i bæresele rundt om juletræet, da der skulle synges





















Valdemars julegave - en af mange...



Selv dynebetrækket var julet 



søndag den 20. december 2015

4. adventsgave til bedsteforældre: Billede


Så ramte vi 4. søndag i advent, og det er snart jul. I år skal jeg for første gang holde jul ved mine svigerforældre. De glæder dig utroligt til at tilbringe dagen med Valdemar (vi er næsten underordnet). Da han blev født, trippede familien selvfølgelig for at komme og se ham, og mindre end et døgn efter hans ankomst, var mine svigerforældre der. Deres 4. adventsgave i år bliver et billede af Deres Første Møde. Jeg synes, det er så fint at se lille nyankomne Valdemar blive taget i hånden af sin farmor og budt kærligt og varmt velkommen til den store nye verden.

lørdag den 19. december 2015

Julegaven til min storebror


Min storebror er en rigtig hyggefar, der elsker at blive nusset på ryggen. Da vi var små og besøgte mine bedsteforældre, var min storebror altid den første på værelset efter ”kløpinden”. – En lang pind med en lille hånd for enden, så man kunne klø sig selv på ryggen. Så sad han for sig selv i sofaen og blev helt saglig og så vældig intelligent ud…

Han elsker stadig at blive kløet på ryggen. Derfor tænkte jeg, at denne gave ville være oplagt. En t-shirt med en kørebane på ryggen til ham, og små biler til min niece og kommende nevø/niece, så de kan nusse rundt. Win-win. Både far og børn vil elske det.




søndag den 13. december 2015

3. Adventsgave til bedsteforældre: Fodaftryk

En dag i november gik jeg i keramikværkstedet på Godsbanen efter porcelænsler. Derhjemme rullede jeg det ud og fik en aften ved Mikes hjælp placeret Valdemars fodaftryk på hvert stykke. De blev forglødet på værkstedet, hvorefter jeg kunne glasere dem og sætte dem til brænding. Og her er resultatet. Jeg synes, det er så skønt med aftryk af små babyfødder og hænder. Men jeg er ikke meget til, at de skal op at hænge. Jeg synes, det er federe, at det har en funktion - f.eks. en bordskåner, en platte eller andet. Jeg håber, bedsteforældrene bliver glade for den lille fus...



tirsdag den 8. december 2015

Pakkekalender til en mand...?


Det er svært at finde på små pakker til mænd... Kvinder er nemmere - en lille pose the, hårnåle, en nisse eller andre hyggelige dimser. I år besluttede jeg mig så for, at Mike skulle have en lækker pakkekalender i fødselsdagsgave, d. 2. december. Han har en travl december måned på jobbet, og jeg syntes, det ville være lækkert for ham, at der venter en god pakke hver aften, når han kommer hjem. Det har været svært at hitte på alle gaverne. Jeg tænkte, at andre måske sidder i samme situation (næste år), og vil derfor inspirere jer med, hvad han får af "nissen"...

1. Skrabejulekalender
2. Manchester United fodbold (så han kan spille med junior i kolonihaven, forhåbentligt allerede næste år)
3. Fint julepynt lavet af Bonderøvens kone, Theresa Jessing (ja, ok, den gave er også lidt til mig;)
4. Deo
5. Paraply til tasken, så han ikke bliver våd på vej til arbejde
6. En pose kaffe fra Great Coffee
7. Brødrene Prices julebog
8. Et fint billede af mig og Valdemar i flot ramme
9. Liebe-krus "far" (alternativt kan man købe "kæreste")
10. T-shirt fra Minimum, 300,- kr
11. Antiperspirant
12. Julepynt - sjov bil med juletræ på taget
13. Slik
14. Gavekort til kaffebar
15. Delikatesse - kanel fra Mill & Mortar
16. Lille trøje til Valdemar, hvor der står "Best friends = Daddy and Me"
17. Uldsokker
18. Lækre gel-indlæg til skoene og de travle decemberfødder
19. Slik
20. Delikatesse - Gastrik fra Meyer
21. DVD
22. Skærebræt
23. Basis t-shirt fra H&M, 50,- kr
24. Billede af Mike og Valdemar i flot ramme

Andre idéer kunne være skrabelod, hårvoks, madkasse, en lækker pose småkager, f.eks. vaniljekranse fra Emmerys, gavekort til Just Eat (150,- kr i Rema 1000), strømper og underbukser... Der er masser af gaveidéer, når bare budgettet udvides lidt! Rigtig god fornøjelse :)

mandag den 7. december 2015

2. Adventsgaver til bedsteforældre: Julebamser

2. søndag i advent blev begge hold bedsteforældre overrasket af henholdsvis en sød julegris og en lækker julegås. Jeg syede dem, før junior blev født (ellers var de ikke blevet færdige til jul!). Det hele er købt på stofogstil.dk - de har en virkelig god netbutik! 
Her kan du købe mønstret på julegåsen.
Her kan du købe mønstret på julegrisen.
Der er et hav af lækre stoffer at vælge mellem, og de klipper helt ned til 30 cm. 
Pep evt. bamserne op med lidt julebånd, som jeg har gjort.



torsdag den 3. december 2015

Juleri

Julepynten pynter her i stuen. For jeg elsker julepynt. Da jeg var lille, samlede mor en kasse julepynt til mig - kravlenisser, figurer og juleklip. Og en periode lavede min bedste ven og jeg guirlander efter skole med henblik på at komme i Børnenes Rekordbog (vi opgav dog længe før målet). Så I kan vel næsten forestille jer, hvordan mit værelse så ud. Ét år kom jeg sådan i julestemning i sommerferien, at jeg fandt min julekasse frem og pyntede op og lod det hænge hele ferien. Det var fantastisk - en fed idé, syntes jeg! Men det var nu ikke det samme at finde det frem igen fire måneder senere, så jeg har ikke gjort det siden... :)
Der er dejlige minder knyttet til meget julepynt. Eksempelvis havde mine brødre og jeg hver vores juledåse, som stod i køkkenet - ofte fyldt med godter i december (det er måske derfor, jeg knyttede mig sådan til den?). Nu står den i vores vindueskarm i stuen. Måske bliver den betydningsfuld for Valdemar, når han bliver ældre? Eller måske bare indholdet bliver betydningsfuldt? Mon han bliver en julegris som sin mor? Jeg vil gøre mit bedste for at præge ham, for julen kan være skøn og eventyrlig!




Lækker lille fyr med kolde kinder efter en dejlig middagslur i barnevognen... 


Mikes pakkekalender




Juledåsen




tirsdag den 1. december 2015

Det' sørme, det' sandt, december...

Glædelig 1. december! For en juleelsker som mig, har denne dag altid været helt speciel. Begyndelsen på en måned med samvær, hygge, dejlige dufte og søde sager, julekalender og gaver. Da jeg gik tur med Valdemar igår, overhørte jeg en mor med to små drenge lave aftale om, hvordan julekalenderiet skulle foregå: "Hvis du åbner Nissebanden imorgen, så åbner lillebror Absalons Hemmelighed, og så bytter i i overmorgen, så I kan skiftes, okay?"... Det er fuldstændig som at høre min mor, da vi fire unger var små. Vi havde hver en chokoladejulekalender, men TV-kalenderen måtte vi skiftes til at åbne. Mor havde nok også lavet en hjemmelavet julekalender til os - sådan en, hvor skægget skulle klippes af julemanden eller lignende. Og så overraskede nissen ofte med små gaver i sokken. Og hver morgen, når vi stod op, sad vi om det runde bord i spisestuen og spiste havregryn, mens vi hørte Rasmus Radiomus eller en anden julekalender i radioen. Min mor har haft nok at se til i december - det kan jeg se nu, hvor jeg selv er mor. Jeg fik først lavet dekorationer igår - selv adventskransen! Og det var endda kun fordi bettemanden tog sig en ordentlig skraber til middag, ellers var det ikke blevet gjort...




Konfektdag 1. søndag i advent


Årets adventskrans


Julemarked på Møllestien i lørdags